Seksualitet

Ved kronisk nyresygdom er der ofte problemer med impotens, udebleven menstruation og manglende sexlyst.

 

Efter en vellykket nyretransplantation vil disse problemer oftest forbedres betydeligt. Når den fysiske velvære og lysten er vendt tilbage, kan man frit genoptage det seksuelle samliv. Man bør vente med samleje til cirka 4 uger efter nyretransplantationen, hvor også såret er helet.

 

Hvis man er i behandling med præparatet Valcyte for en CMV-infektion, skal der anvendes kondom for at undgå graviditet i op til 3 måneder efter endt behandling, idet Valcyte kan være årsag til fosterskader.

 

Mand

Efter en vellykket nyretransplantation vil mandens hormonsystem og sædkvalitet oftest blive normalt igen. Man bør bruge kondom, hvis ikke man ønsker at gøre sin partner gravid. Nogle mænd kan opleve rejsningsproblemer og problemer med at opretholde rejsning. Dette kan skyldes træthed eller den medicinske behandling. Rejsningsproblemer kan i mange tilfælde afhjælpes. Transplantationslægen kan rådgive dig omkring dette.

 

Kvinde

Efter en vellykket nyretransplantation vil kvindens hormonsystem oftest blive normal igen. De fleste kvinder i den fødedygtige alder vil få menstruation igen og derved mulighed for at blive gravide. Graviditet frarådes i det første år efter nyretransplantationen. For at undgå en graviditet, bør valg af prævention diskuteres med transplantationslægen. Det anbefales, at partneren bruger kondom for at beskytte mod infektioner og seksuelt overførte sygdomme. Hvis kvinden ønsker p-piller, skal det være med et lavt hormonindhold.

 

En bivirkning til medicinen kan være tørhed i skeden, som kan medføre smerter ved samleje. Opleves dette, kan det være en fordel at anvende glidecreme. Undgå hyppig vask med sæbe og anvend evt.en intimsæbe. Hvis slimhinden i skeden er tør og irriteret, giver det øget risiko for rifter, sår og svamp. For at undgå urinvejsinfektion anbefales det, at lade vandet efter samleje.

 

Graviditet

Efter en vellykket nyretransplantation er det i mange tilfælde muligt at gennemføre en graviditet, men det anbefales at overveje det grundigt, idet graviditet og fødsel kan være forbundet med øget risiko for at miste den transplanterede nyre. Ønsket om en kommende graviditet, skal derfor altid drøftes med transplantationslægen, idet den medicinske behandling som regel skal omlægges. Det anbefales, at der går minimum et år efter nyretransplantationen, før graviditet planlægges. Desuden skal nyrefunktionen være god og stabil, blodtrykket normalt og urinen uden protein, før graviditet planlægges. Som gravid må der påregnes en del flere kontroller. Fosterets risiko for at få misdannelser på grund af immundæmpende medicin er lille, samtidig med at de fleste læger taler for amning af barnet, trods den immundæmpende medicin udskilles i modermælken.

 

Referencer:

  • Krammer, Karina Ertmann: “Vi skal tale om sex – også for helbredets skyld”. Nyreforeningen 2014
  • Krammer, Karina Ertmann: “Vi er gode til at tale om tingene”. Nyreforeningen 2014

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.