Levende nyredonor

Levende nyredonor

Nyretransplantation er aktuelt i perioden, hvor den nyresyge mister nyrefunktion og nærmer sig dialyse, eller når dialyse er startet og patienten er i en stabil fase.

En nyretransplantation kræver at modtageren/recipienten er i en vis fysisk helbredstilstand. Recipienten skal gennemgå et undersøgelsesgrogram før man kan blive godkendt til en nyretransplantation. Herefter kan man enten blive skrevet op på Scandia Transplants venteliste eller gå videre med levende donation, hvis dette er en mulighed.

I Danmark er nyretransplantation gennem mange år foretaget med nyrer fra levende donorer, der er nært beslægtede med den nyresyge. Resultaterne, for den som får en nyre fra en levende donor, er lidt bedre end resultaterne ved transplantation fra en afdød donor. Ved donation af en nyre fra en levende donor, kan man forvente at 90-95 % af nyrerne fortsat er velfungerende efter 1 år og kun nogle få procent kommer aldrig til at fungere. En anden fordel ved transplantation fra levende donor er, at operationen kan planlægges, så det passer bedst muligt for såvel donor som modtager. Efterundersøgelserne har ikke påvist øget sygelighed blandt levende nyredonorere.

Det er ofte med stor glæde, at en recipient siger ja til at modtage en nyre fra en pårørende. Grænserne for hvem der tilbyder sig har med årene udvidet sig. Alle kan som udgangspunkt komme i betragtning som donor. Det kan være familie, samlever, kollega, nabo eller en ven recipienten har tætte relationer til. Det er dog vigtigt at understrege, at det skal gøres frivilligt.

Lovgivningen i Danmark har følgende krav til donation:

  • Man skal være fyldt 18 år.
  • Der skal foreligge skriftligt samtykke.
  • Der må ikke være nærliggende fare for donor
  • Donor skal forstå indgrebets beskaffenhed og konsekvenser

Europarådet skriver:

  • Den menneskelige krop må ikke gøres til genstand for økonomisk gevinst.

 Hvis en mulig donor har henvendt sig, tilbyder afdelingen en uforpligtende samtale med donor og dennes pårørende.

Før eller efter samtalen klarlægges blodtypen hos både donor og recipient. For udenlandske donorer skal foreligge anmærkningsfrie blodprøver (væsketal og blodtype), u-stix og blodtryk inden samtale.

Om donor medbringer egen familie til samtalen eller kommer sammen med recipienten, afhænger meget af relationen til recipienten. F.eks. vil ægtefæller eller forældre og børn gerne være sammen til samtaler. Donor opfordres til, at tage en pårørende med til samtalen, da det er vigtigt at donor har opbakning til projektet ” at være donor ” fra nærmeste pårørende.  Afdelingen tager udgangspunkt i den mulige donor og recipientens behov, og der stilles derfor ingen krav om at samtaler skal foregå hver for sig.

Det er dog vigtigt, at pointere at de sundhedsfaglige personer har tavshedspligt overfor både donor og recipient, og derfor aldrig udtaler sig, hvis recipienten f.eks. spørger til forløb omkring donoren.                   

Efter samtalen skal donor have tid til at tænke over, om vedkommende fortsat ønsker at donere. Der kan være tale om en eller flere mulige donorer. Disse vil blive bedt om, at kontakte afdelingen, hvis man ønsker eller ikke ønsker at gå videre. Man behøver ikke begrunde, hvorfor man ikke ønsker, at donere en nyre.

Ved en donorsamtale skal donor oplyses om det typiske udredningsforløb og mortalitetsrisiko ved donation. Fra udlandet ved vi, at risikoen for at dø i forbindelse med donation er 2 ud af 100.000. Der informeres om post-donation ambulante kontroller og økonomisk kompensation. De læger og sygeplejersker der afholder samtale med levende nyredonorer skal sikre, at donoren går ind i processen frivilligt, og har de rigtige intentioner for at gøre det, samt er psykisk afklaret med beslutningen. Man skal således kun afgive en nyre, hvis man er overbevist om, at man også i den situation, hvor den afgivne nyre ikke fungerer, vil føle, at man har gjort det rigtige. Det er også vigtigt, at man har drøftet situationen  igennem med den, der skal modtage nyren, så man i fællesskab er klar over, hvad man går ind til. Donor informeres også om, at deres rettigheder er uændrede med hensyn til forsikring.

Ud fra donorsamtalen og indledende blodprøver udvælger den transplantationsansvarlige overlæge, en mulig donor der skal udredes og det besluttes, om der skal foretages ekstra undersøgelser i forhold til standarden. En levende nyredonor vil, på et hvilket som helst tidspunkt, kunne trække sit tilsagn om at afgive en nyre, tilbage. Dette gælder også selvom alle undersøgelserne allerede er foretaget. 

Operationen for donor

Standard operationen er en kikkertoperation. Her opererer kirurgen gennem 3-4 mindre åbninger i huden og overvåger operationen gennem et tyndt kikkertrør. Nyren bliver taget ud gennem et ca. 10 cm langt operationssår under navlen. Men hvis der opstår komplikationer- ex blødning- under indgrebet, kan kirurgen være nødt til, at konvertere til åben kirurgi.

Fordelene ved kikkertoperation er færre smerter og komplikationer, og donor kan derfor hurtigere vende tilbage til normal daglig aktivitet. Vigtigt er, som ved alle andre operationer, at donor kommer hurtigt i gang efter operationen. Afdelingens fysioterapeut vil instruere i øvelser, der også kan bruges efter udskrivelsen. Donors indlæggelse varer ca. 3-7 dage. Donor skal informeres om, at træthed forekommer i den første tid efter operationen.

Donor skal give sig selv lov til, at hvile og komme i gang med de sædvanlige aktiviteter. Det er en fysisk og psykisk belastning, at afgive en nyre og uanset, hvordan det går recipienten skal donor være forberedt på, at blive psykisk påvirket af situationen, og de følelser der er forbundet med, at afgive en nyre til en man holder af.

Rekreationsfasen varer fra 4-12 uger alt efter, hvor hårdt fysisk arbejde donor har. 

Fortsat kontrol

Donor tilbydes livslang kontrol efter donationen på sygehuset.

Såfremt der benyttes udenlandsk donor er det et krav, at vedkomne har fri adgang til universitetssygehus i hjemlandet. Udenlandske donorer opholder sig i hjemlandet i perioden mellem donorudredning og selve transplantationen, og kan ikke tilbydes livslang kontrol i Danmark. 

Økonomi

Donor får dækket udgifter til transport i forbindelse med transplantationssamtaler, undersøgelser og indlæggelsen til transplantation.

Desuden får donor erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med samtaler, forundersøgelser, indlæggelsen og fraværsperioden efter transplantationen. 

 

Scandia Transplant Exchange Programme (STEP)

Når man udreder patienter til transplantation med levende donor, viser det sig i cirka en tredjedel af tilfældene, at den påtænkte donor ikke passer til modtageren. Det kan skyldes at modtageren har antistoffer rettet mod donoren eller at blodtyperne er forskellige. I Norden tilbydes nu et nyreudvekslingsprogram STEP med det formål at muliggøre transplantation med en nyre fra en levende donor selv i de tilfælde hvor nyren fra donor ikke passer til den tiltænkte modtager.

Gennem STEP findes en nyregraft, der vil være et immunologisk bedre match, end den levende donor, recipienten bringer med ind i STEP.

Referencer: 

Rigshospitalet

Århus Universitetshospital

Odense Universitetshospital


Besøg de enkelte transplantationscentres hjemmesider


Syddansk Universitet:

Anonym Nyredonation

Kilder:

Frøjk, Metha. Heltenes Bro. 2006. Kapitel 2. Kapitel 3. Kapitel 4. Kapitel 5. Kapitel 6

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.