Organhandel er et stort problem i store dele af verden, og det er dokumenteret, at ca.10 % af verdens transplanterede organer er fra organhandel. WHO har derfor nedsat en arbejdsgruppe, som har det formål, at begrænse denne organhandel.
De tre Transplantationscentre i Danmark har alle patienter i deres ambulatorium, der har købt en nyre i udlandet. Nogle patienter bliver utålmodige, når de har stået på venteliste i flere år uden at blive transplanteret, og beslutter derfor at købe en nyre i udlandet.
Det kan være en meget farlig handling for dem, da disse operationer ofte udføres under forhold, som giver stor risiko for, at patienten kommer hjem i dårligere tilstand end da patienten tog af sted. Nogle få mister endda livet under disse operationer. Ligeledes er der en stor sandsynlighed for, at patienten kommer hjem med svære infektioner.